Prioriter leg og bevægelse
Sundhedsstyrelsen råder til, at små børn bruger det meste af deres vågne tid på andre aktiviteter end skærm. Aktiviteter, der kan være med til at udvikle barnet fysisk, mentalt og socialt.
Det er en god idé at lægge aktiv-tid ind, hvor hele familien får bevæget sig sammen og gerne udenfor. Børn, der leger i naturen, er mindre syge, bedre til at koncentrere sig og har en bedre motorik end børn, der leger meget indenfor. I kan fx bruge byens parker, naturen rundt om København, eller hvis I har et privat uderum som en baggård eller en have.