Spil på skærm

For mange børn mellem 6-12 år er computerspil, spilleconsoller og spil på tablets en sjov fritidsaktivitet. Her får du råd til, hvordan du kan snakke med dit barn om at spille spil på skærmen og støtte barnet i en god og sikker spiloplevelse.

Spil er mere end bare underholdning. Det er også et socialt rum, hvor børn kan møde venner, lære nyt og nogle gange også opleve konflikter eller udfordringer. Som forælder er det en god idé at forstå spillets verden og hjælpe barnet med at navigere i de online oplevelser. 

Snak om spillene 

Mange børn i denne alder kan lide at dele deres oplevelser – især når det gælder noget, de er begejstrede for som fx computerspil. Ved at vise nysgerrighed kan du skabe en tryg ramme, hvor dit barn føler sig set og forstået. 

Hvis du spørger ind til spillet regelmæssigt, vil dit barn sandsynligvis have nemmere ved at dele både de sjove og de mere udfordrende ting. Derudover er det en god idé, at du er i nærheden, når barnet spiller, så du kan lytte med. Det giver dig mulighed for bagefter at tage en snak med dit barn om, hvad du oplevede, der skete i spillet eller i dialogen mellem børnene. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at du har en snak med dit barn om, hvordan man opfører sig i et spil, og at tonen børnene imellem ikke må blive for voldsom og hård. 

Læs mere om sikkerhed og etik i spil.

Spørgsmål, du kan stille

  • Hvad spiller du for tiden? Hvad går spillet ud på?
  • Spiller du sammen med nogen, du kender, eller møder du nye venner i spillet?
  • Hvor længe varer spillet?
  • Har du lært noget nyt ved at tale med de andre i spillet? (fx blevet bedre til engelsk, lært om andre landes kulturer, nye jokes osv.)
  • Hvad gør du for at være en god ven i spillet? 

Prøv spillet sammen med dit barn 

Hvis dit barn synes, det er sjovt, kan I prøve spillet sammen. Når du selv prøver at spille (og sikkert taber stort!), vil dit barn ofte være ekstra begejstret for at lære dig spillets regler og hemmeligheder. 

Hvis du ikke har mod på selv at spille, kan du også foreslå, at I ser en video af spillet på YouTube, og lade dit barn forklare, hvad der sker. Børn vil ofte elske at dele deres viden om noget, de går op i. Og på den måde kan du få mere indsigt i, hvad og hvordan dit barn spiller på skærmen. 

Spørgsmål, du kan stille

  • Skal vi prøve at spille et spil sammen?
  • Vil du lære mig spillet?
  • Vil du lære mig nogle af de ord, I bruger, når I spiller? Hvad betyder de?

Vær desuden opmærksom på, at selvom flere drenge end piger gamer, betyder det ikke, at pigerne aldrig spiller spil. 

Lav aftaler om, hvilke spil dit barn må spille

Nogle spil kan have temaer eller indhold, der ikke er passende for yngre børn. Aldersmærkningen PEGI kan bruges som vejledning. PEGI viser, hvilken aldersgruppe et spil er egnet til og om spillet fx har voldsomt sprog, vold eller andet indhold, der kræver en vis modenhed.  

Du kan fortælle dit barn, at aldersmærkningen er der for at sikre, at spillet passer til deres alder. Tag dit barn med på råd, hvis det ønsker at prøve nye spil, og fortæl, at du kan hjælpe med at blokere eller anmelde spillere, hvis nogen opfører sig dårligt. Du kan også overveje kun at lade dit barn spille i lukkede grupper, hvor de ikke kan kontaktes af fremmede. 

Vær også opmærksom på, at spil kan påvirke dit barns humør. Derfor er det en god idé at tale med dit barn, hvis der opstår mønstre, hvor dit barn bliver i dårligt humør efter spil. 

Spørgsmål, du kan stille

  • Har du lagt mærke til tallet på spillet? Hvad tror du, det betyder?
  • Har du oplevet, at nogen har været ubehagelige i spil? Hvordan?
  • Hvordan har du det, når du spiller? Hvordan har du det, efter du har spillet? 

Nye spil

Børn får lynhurtigt nys om nye og spændende spil på markedet, og det er selvfølgelig interessant at være med, hvis andre venner spiller det. Mange spil er gratis, men de er designet til at fastholde dit barn og kan have muligheder for tilkøb for rigtige penge. Hvis dit barn går i gang med et nyt spil, er det en god idé at være opmærksom på: 

Tilkøb og betalingsmure 

  • Er der betalingsmure, før man kan komme videre i spillet?
  • Lokker spillet til at købe ekstra ting, for at spillet bliver sjovere? – fx flere hestekræfter til ens bil eller nyt tøj til ens avatar. 

Fastholdelsesmekanismer 

  • Nogle spil belønner brugeren, hver gang man logger ind. Derfor kan dit barn få lyst til at skulle logge ind hver dag for at modtage belønningen, der kan bruges i spillet. 

Lav aftaler om spilletid 

Mange børn kan blive så opslugt af spillet, at de mister tidsfornemmelsen. ​​Det er derfor en god idé på forhånd at lave aftaler om, hvornår spillet skal stoppe. I stedet for en præcise tidsramme kan det være aftaler om, at man fx må spille to runder eller til næste save-point. Det gør det lettere for barnet at forstå, hvornår det skal stoppe. Og det gør det nemmere for barnet at stoppe, fordi det ikke bliver revet ud midt i noget vigtigt  

Spørgsmål, du kan stille

  • Hvad synes du, er en god aftale for, hvornår du skal stoppe, så du ikke bliver revet ud af spillet midt i noget?
  • Hvordan føles det, når du har spillet længe?